Læs en klients egen beretning her
Jeg er 31 år og mor til tre børn.
Min biologiske far døde da jeg var ca. 4 år. Et år efter mødte min mor min stedfar som jeg dog altid har kaldt far. Jeg har to mindre brødre.
Min historie begynder da jeg er omkring 5-6 år.
Jeg vågner en nat, hvor jeg ligger i mellem min mor og far (stedfar), ved at jeg har min hånd på min fars tissemand. Mere kan jeg ikke huske fra den nat.
En anden nat vågner jeg ved, at der er lys og min far sidder ved siden af min seng på en stol. Her har jeg også min hånd på tissemanden.
Jeg ved ikke helt hvorfor, men allerede dengang vidste jeg at, dette talte man ikke om. Jeg lå bare og lod som om jeg sov.
Jeg kan ikke huske så meget mere fra den gang andet, at jeg fik at vide, at jeg ikke måtte sove i undertøj under min natkjole. Jeg kan mere huske fra jeg var ældre, og det er det jeg vil fortælle om. Det er det der gør mest ondt i dag.
Jeg vil starte med at fortælle lidt om min far.
Jeg så meget op til ham. Han var en dygtig og klog mand. Der var ikke det han ikke kunne. Han var dygtig til sit arbejde, kunne alt håndværk derhjemme, var populær blandt venner og arbejdskollegaer.
Hvis jeg eller mine brødre havde nogle problemer var han der altid for os.
Han kunne reparere højtalere, knallerter, biler, hjælpe med lektier, skrive ansøgninger, finde læreplads osv. osv.
Jeg syntes virkelig, at han prøvede at være en god far og være der for os. Han behøvede egentlig slet ikke holde af mig og min ene bror. Men det gjorde han, og han elskede os ligeså højt som han elskede min mindste lillebror, som var hans eget barn.
Han havde temperament og var samtidig meget dominerende. Jeg var lidt bange for ham. Når han kom hjem og ville sidde i den stol jeg eller mine søskende sad i behøvede han bare at sige flyt dig her skal jeg sidde.
Vi gjorde ikke protest, for hvis vi en sjælden gang sagde ham i mod blev han stik tosset. Vi prøvede at passe på ikke at gøre ham sur. Om morgenen kunne min ene bror ikke altid stå op når min mor hun kaldte. Så gik jeg derind for at prøve, men til sidst måtte vi sige, nu kommer far altså snart og kalder – og så kom han op.
Han slog os aldrig, så det var ikke det vi var bange for. Det er svært, at sige hvorfor vi havde den respekt. Det må have været hele hans adfærd der gjorde det.
Vi gik sådan set alle sammen lidt på nåle nogle gange.
Når han kom hjem om natten, efter at have været på arbejde, og bagefter på værtshus, kunne jeg høre bilen på lang afstand.
Jeg lå næsten altid og ventede på, at han kom ind til mig. Men nogle gange sov jeg og vågnede først ved at han trak mine trusser af.
Han har aldrig voldtaget mig, men han har taget og kysset mig på brysterne, pillet mig i skridtet og så skulle jeg onanere ham.
Han gjorde det når han kom hjem om natten, når jeg sad i stuen og lavede lektier (mens min mor lavede mad), når vi spillede familie spil, på vinterferie i sauna. Det var som om han var ligeglad med om nogle så det. Jeg var meget flov over det, men mest flov over, at jeg ikke sagde noget til nogen og at jeg ikke sagde nej til ham. Jeg var fuldstændig passiv, som var jeg totalt lammet.
Jeg kan se hvordan jeg har det nu efter jeg har fået børn og efter min far døde. Det var først da han døde jeg kunne komme ud med mine problemer og det er for sent. Det er faktisk mit held, at han døde i en tidlig alder, ellers ville der være gået flere år endnu.
Jeg synes der skal information og hjælp ud til de unge, så de i en tidlig alder kan få hjælp, eller i det mindste vide at de ikke er alene om deres problemer.
HJÆLP!
Der er mange måder, at råbe om hjælp på. Men den mest brugte er desværre nok tavshed.
Det er næsten ikke til for andre at forstå hvordan man kan tie om noget, der er så slemt og grusomt og som sker mod en selv.
Jeg har tidligere sammenlignet mig selv med en hund. Lige meget hvor meget man slår sin hund eller hvor meget den bliver mishandlet, den holder stadigvæk af sin herre. Dette er også tilfældet af overgreb.
I mit tilfælde var det jo min far der gjorde det mod mig. Han var min far. Han var der for mig når en far skulle være der. Han elskede min mor og mine søskende. Vi havde alle vores gode stunder med ham. At han havde en anden side af sig selv som kun jeg kendte til, var noget helt andet. Ubevidst og nogle gange meget bevidst får børn at vide, at det er en hemmelighed man har med hinanden. Hvis det bliver fortalt, bliver alle kede af det, far og mor skal skilles og far kommer måske i fængsel.
Det er meget samvittighed for et barn at gå og bære på.
Det sidste man som misbrugt skal have – er dårlig samvittighed og føle at man selv er skyld i det hele.
Det er nemt nok at sige, men svært at forstå for en selv.
Jeg fik aldrig sagt højt og tydeligt og ligeud ”jeg vil ikke have det” eller ”lad være med det”.
Det har i mange år givet mig dårlig samvittighed og jeg mente bestemt, at jeg selv var ude om det. Jeg kunne jo bare have sagt fra. Hvorfor gjorde jeg ikke det? Jeg prøvede at undskylde over for mig selv - at det startede da jeg var lille og der er man jo ikke så stærk, at man tør tage kampen mod sin egen far! Men jeg blev jo større og sagde stadigvæk ikke NEJ. Havde jeg sagt nej hvis det var startet senere i mit liv? Nej det havde jeg nok ikke. Min angst, men også min respekt, for min far var meget stærk.
Hvis jeg havde fået hjælp tidligere, tror jeg mit liv ville se lidt anderledes ud. Jeg føler mig snydt for min pubertet. Det er den tid i ens liv hvor man finder sig selv. Det har jeg måtte vente med til nu hvor jeg har fået hjælp. Jeg vil vove at påstå, at det har kostet mit første ægteskab.
Først da jeg fik hul på problemerne gik det stærkt med mig selv. Min eksmand kunne slet ikke følge med. At jeg forandrede mig gjorde måske ikke noget, men alt det der kørte rundt i hovedet på mig kunne han slet ikke forstå. Det må også være svært for andre at sætte sig ind i. Jeg vil ikke sige, at jeg har spildt mange år af mit liv, fordi jeg ikke fik hjælp noget før, men jeg kunne have brugt tiden bedre på mig selv.
Når jeg selv ser tilbage gav jeg mange signaler til min omverden. F.eks. havde jeg hovedpine hver dag.
Selv som lille i skolen hvor jeg næsten dagligt gik på kontoret for at få hovedpinepiller, var der ingen der undrede sig over det.
I dag kan jeg ikke lade være med at lægge mærke til de ting børn gør eller siger. For tænk nu hvis jeg selv overhører et spinkelt råb om hjælp.
Hvis jeg havde fået hjælp mange år før, tror jeg mit liv ville se anderledes ud i dag. Det ved jeg godt, at jeg ikke kan bruge til noget – men det er der andre der kan.
Jeg ville måske have et bedre og mere naturligt syn på sex og samvær med mænd, idet jeg ville have haft en mere normal pubertet. Jeg ville måske også være mere selvsikker. Jeg brugte meget energi på at skjule hvad der skete, ubevidst passe på min familie, så vi ikke endte med at være en skilsmissefamilie. Så havde det jo ramt andre end mig selv.
I stedet for endte jeg med at have det dårligt.
Havde svært ved at koncentrere mig om min skole og senere mit arbejde. Have det dårligt og ikke vidste hvordan jeg skulle gribe det an når jeg var forelsket.
Da jeg fik børn var jeg bange for hvad der kunne ske dem. Jeg var specielt opmærksom på min datter når hun som større skulle passes af morfar.
Da jeg startede i terapi begyndte jeg at forandre mig.
Jeg blev mere og mere mig selv og kunne slappe af.
Min daværende mand kunne ikke længere følge med mig. Alt det andre går igennem med sig selv som teenager skulle min krop og mit sind lige pludselig ændre – og det gik stærkt.
Havde jeg bare søgt og fået hjælp mange år før, måske inden jeg selv fik familie, ville det have været bedre. Jeg vil ikke ærgre mig over det mere. Jeg har fået den hjælp jeg havde brug for, nu er det op til mig selv at ændre fremtiden.
Det gør jeg med denne bog. Jeg tror ikke der er mange unge piger eller drenge der går på biblioteket for at låne bøger om incest hvis de selv bliver misbrugt. Jeg tror heller ikke de bare lige går til lægen, læreren, vennerne eller et familiemedlem.
Jeg startede med at gå til min læge og fortælle hvad der var sket. Han henviste mig til en psykiater.
Den første gang jeg var hos ham, nåede jeg næsten ikke at sætte mig i stolen før jeg begyndte at græde.
Jeg havde ikke sagt noget endnu, men på en eller anden måde var det bare i orden at få lidt afløb for nogle af de følelser i mig.
Han lærte mig, at dele min far op i to personer. Faderen og personen ved navn.
Det var lidt nemmere for mig.
For nu kunne jeg både elske ham som min far og samtidig hade og være sur på ham som person/mand.
Han syntes jeg skulle tage tyren ved hornene og fortælle min mor det hele. Jeg har altid haft et tæt forhold til min mor og det var heller ikke særlig rart at gå med den hemmelighed over for hende. Han mente det var en måde jeg kunne komme videre på.
Jeg tog mod til mig og fortalte hende det.
Hun blev rigtig chokeret. Hun havde overhovedet ikke anet noget som helst.
Havde hun vidst det, var hun gået fra min far lige med det samme.
Hun ville gerne med til psykiater, for nu havde hun også nogle spørgsmål. F.eks. hvordan hun havde kunnet undgå at opdage det. Det nagede hendes samvittighed rigtig meget.
Jeg gik ikke til psykiater ret mange gange for, desværre vil jeg sige, var der kun afsat 30 minutter til mig. Og det var kun første gang. De efterfølgende gange fik jeg 15 minutter.
Jeg følte ikke jeg fik den hjælp jeg havde brug for.
De var selvfølgelig bedre end ingenting, men det var slet ikke nok for mig. Her havde jeg båret rundt på en så stor hemmelig i 20 år og så havde jeg 15 minutter ca. hver 14. dag til at snakke om det.
Det var ikke godt nok, så jeg bad ham henvise mig til en psykolog på Fjorden eller Stolpegården.
På Stolpegården kom jeg med i en incestgruppe der mødtes 2 gange om ugen i ca. 4 måneder.
Det var lige den hjælp jeg havde brug for.
Den incest gruppe jeg var i, var rigtig god for mig. Vi startede dagen med positiv runden hvor vi skulle fortælle et eller andet positivt der er sket siden sidst (det er en god ting). Bagefter var der opsamling siden sidst, dvs. man kunne kommentere noget man måske havde tænkt på siden sidste gang, det kan være til noget man selv eller andre havde sagt.
Så blev tiden fordelt til ca. og min. Ѕ time til dem der ville ”på” (snakke).
Det var helt frivilligt om man havde lyst til at sige noget. Men på et eller andet tidspunkt i forløbet skulle man selvfølgelig fortælle lidt om sin egen historie.
Så sad jeg der ved et rundt bord og lyttede til de andres historier, og det fik jeg rigtig meget ud af.
De ting de havde været igennem i deres barndom, de følelser de beskrev de havde og havde haft var meget lig mine egne.
Det var rart at høre andre sætte ord på deres oplevelser. For første gang kunne jeg høre, at jeg ikke var den eneste der følte og tænkte som jeg gjorde og stadigvæk gør.
Da jeg kom på, fik jeg fortalt og beskrevet hvad der skete og hvad jeg følte. Specielt, at jeg ikke rigtig føler (følte), at jeg sagde fra over for far. Der var kun en gang jeg rigtig sagde NEJ, men de andre gange sagde jeg ikke noget, jeg lå ligesom passiv og ventede. Til det fik vi en god snak og jeg fik faktisk at vide, at jeg jo ved at jeg gik eller lå passiv sagde nej, men på en måde der var bedst for mig. Det gik op for mig, (ved at vi fik snakket om det), at jeg passede på mig selv så godt jeg kunne. Hvis jeg havde sagt nej eller havde sagt det til nogle var der nok ikke nogle der rigtig troede på mig og så ville det måske blive meget værre for mig selv. Ubevidst har jeg handlet ud fra hvad der var bedst for mig selv og det skal jeg jo ikke blive ved med at have dårlig samvittighed over. Det var rart at være på og få snakket om det der skete, men det vigtigste var at få en forklaring på min egen handling, som jo var noget anderledes end jeg ville gøre i dag som voksen. Selv om det var mig selv, må jeg prøve at forstå barnet inde i mig og hvordan det reagerede den gang.
Det er vigtigt her at få slået fast, at uanset hvordan ens reaktion er/var, så er/var det sikkert det bedste man gør for en selv.
Det er et stort skridt at tage at søge og få hjælp. Men det er så vigtigt at gøre det.
Du skal kunne koncentrere dig i skolen, skabe gode venskaber, udvikle dig selv, få en uddannelse og et godt arbejde og så skal du måske med tiden skabe din egen familie. Alt dette tager i forvejen mange af dine kræfter og kræver overskud.
Det overskud får du ved at være glad og generelt have et godt liv.
Det kan du selvfølgelig også have selv om du bliver udsat for incest. Det er i orden at være glad, at blive forelsket og selvfølgelig ikke at gå og tænke på det negative i livet.
Det er en god egenskab at have.
Der er nogle der har svært ved at se de positive ting, og så er der dem der synes at se det positive, men som alligevel går og har det i baghovedet hele tiden. På et eller andet tidspunkt i livet kan det komme det frem, og det kan være når du er 25, 50 eller 70 år.
Det er op til dig selv, at søge den hjælp du behøver og når du behøver den.
Jeg ville ønske jeg havde søgt den noget før.
I stedet måtte jeg bruge tid på at få det bearbejdet efter jeg havde stiftet familie, og den tid ville jeg hellere have brugt på mine børn, min mand og mit arbejde.
Når du føler du er klar til det, skal du samle alt dit mod og søg hjælp.
Gå til en person du stoler på, men som du samtidig ved kan hjælpe dig videre.
Den kan være din læge. Alt hvad du siger til ham/hende må han/hun ikke fortælle videre – og det gør en læge heller ikke.
Du fortjener et godt liv. Hvorfor skal du gå rundt og have det dårligt og blive dårligt behandlet på grund af et andet menneske.
Du har ret til at leve DIT liv, men du er samtidig også selv den, der kan give dig et lille skub i den retning DU vil. Derfra er der andre der kan støtte og hjælpe dig.
Uanset hvilke overgreb du bliver udsat for er det overgreb, det er ulovligt og meget forkert gjort af den der gør det.
Det er aldrig din skyld, men ALTID den voksnes skyld.
Vi er herrer over vores eget liv, men nogle gange behøver vi lidt hjælp til noget vi ikke selv kan klare – og det er også i orden.